søndag den 12. november 2017

Sandheder og myter: Mørk chokolade er sundt

Du har måske også hørt, at mørk chokolade er super sundt og at det bl.a. er med til at forebygge hjertekarsygdomme og øger forbrændingen. Og hvis du er lige så stor en chokoladegris som jeg, så bliver det ofte "undskyldningen" for at hygge lidt ekstra i hverdagen. Nu er jeg overhovedet ikke af den overbevisning, at nogle fødevarer skal stemples som "forbudt", hvis man vil leve sundt - men kan man mon bare køre uhæmmet indenbords af mørk chokolade, eller bør man hygge med måde?


Gode egenskaber
Mørk chokolade indeholder en masse gode antioxidanter, hvilket ofte sammenkædes med lavere risiko for hjertekarsygdomme. Men egentligt ses der ingen evidens for, at mørk chokolade har en gavnlig effekt på at nedbringe risikoen. Dog kan man sige, at mørk chokolade indeholder epicathecin, hvilket er et stof, der kan udvide blodkarrene, da de glatte muskelceller i blodkarvæggene afslappes. Samme effekt ses ved rødbedesaft, der ligeledes menes at have en gavnlig og præstationsfremmende effekt ved eks. kredsløbstræning.

Så hvor meget "må" man spise? Ja, egentligt afhænger det jo af dig og din opfattelse af sundhed. jeg vil sige, at kalorieindholdet ligger i den høje ende og hvis man ønsker at tabe sig, så bør man jo passe på det samlede kalorieindtag.

Tungmetaller
Derudover vil jeg påpege, at mørk chokolade indeholder cadium, hvilket er et tungmetal, der ikke er hensigtsmæssigt at indtage i for store mængder. Cadium findes i kakaobønner og des mørkere chokoladen er, des højere er cadiumindholdet også. Det vil sige, at eks. 100 gram 70% chokolade typisk indeholder 20 mikrogram cadium, hvilket rundt regnet svarer til den mængde som en voksen person kan tåle at indtage i løbet af et døgn. På baggrund heraf er det faktisk også Fødevarestyrelsens anbefaling, at man ikke indtager for meget mørk chokolade. Faktisk så indtager vi også gennemsnitligt halvdelen af den mængde cadium, som vi kan tåle gennem vores daglige kost. 

Uden at være det store matematikgeni, kan jeg hurtigt lægge to og to sammen, hvilket så betyder, at man ikke bør spise mere end 50 gram mørk chokolade om dagen. Endda gerne mindre, hvis man samtidig også indtager andre fødevarer med højt cadiumindhold som eks. solsikkekerner og hørfrø.

Dette indlæg er udformet med inspiration fra en spændende artikel bragt af Bodylab.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Følg mig på Instagram

Follow on Bloglovin

Søg i denne blog

Blog-arkiv

Populære indlæg