Røre i andedammen og mit hjertebarn

Lige for tiden synes jeg, at der dukker det ene indlæg op efter det andet med 'røre i andedammen' rundt omkring på større såvel som mindre blogs af alskens art. Det at blogge er i sig selv blevet et omdiskuteret bloggeremne - og jo jo, jeg siger ikke, at det ikke er med rette. F. eks. læste jeg for nyligt et spændende og meget personligt indlæg hos Nicoline Praus (iøvrigt en rigtig dygtig blogger og helt igennem smuk og sød pige) omkring 'bagsiden af medaljen, som hun kaldte det, og omkring hvordan der eksisterer en høj grad af snobberi og konkurrence bloggere imellem. Jeg kan kun give hende ret - det findes!

Men dagens indlæg vil tage lidt afstand til dén del af 'bloggeremnet' og i stedet vil jeg sende en tak ud direkte fra hjertet. Jeg er i den seneste tid blevet fuldkommen overvældet over hvor mange, der læser mine indlæg her på bloggen, hvor mange der aktivt besvarer mine instastories på @carmadk og hvor mange oprigtige og hjertevarme beskeder jeg får. Det har væltet benene under mig og jeg ved ikke engang lige, hvad denne stigning skyldes - andet end at jeg simpelthen bare må have nogle helt igennem fantastiske følgere.

Egentligt føler jeg de sidste ar måneder følt skyld over, at jeg har forsømt bloggen og min IG lidt. Jeg har jo fået nyt job - eller nærmere mit første 'rigtige' job, efter jeg færdiggjorde min kandidat og det har været hårdt at vænne sig til. Spændende, lærerigt - men også hårdt. Så der har bare ikke været den samme tid og det same overskud til at blogge og poste interessante billeder. Der har ikke været helt stilstand, slet ikke - men det har bare ikke kunne blive til ligeså meget, som jeg har haft håbet op. Det er også tit (vel nærmest et par gange hver dag), at jeg får nogle super gode ideer til bloggen, men jeg får dem bare langt fra altid faktisk gjort til realiteter - og det ærger mig!

Men hey, hvis man lige stopper op og ser på det med et åbent sind, så tyder det jo egentligt bare på, at jeg jo er rigtig glad for bloggen og for jer mine skønne læsere. Og det håber jeg, at i kan mærke! I er jo så stor en del af at gøre denne blog til, hvad den er og jeg er så taknemlig for, når i ønsker at engagere jer og kommer med forslag til emner, som i f. eks. selv godt kunne tænke jer at vide mere omkring eller at høre min mening eller erfaring i forhold til. I er guld værd! Og det er jo også derfor, at jeg ærger mig sådan over, at jeg ikke kan få tid til det hele - det er jo fordi, at jeg vil det så meget.

Bloggen er vokset en hel del det seneste år og det er ikke kun i antal følgere - den er også vokset i mit hjerte. Jeg blogger ikke kun for at få et frirum og få afløb for mine tanker, min blog er lige så meget et hjertebarn af et projekt og noget jeg skaber sammen med jer. Så tak allesammen - tak til hver og en af jer derude fordi i er med til at få bloggen til at blomstre, fordi i hænger ved, fordi i engagerer jer og fordi i bakker op om mit hjertebarn. Uden jer var bloggen ikke blevet til det, den er idag <3 div="">