De af jer der følger min insta @carmadk ved, at jeg har haft en lidt hård periode. Der har absolut været mange gode stunder, men der har været meget at se til og ikke mindst at tænke på. Jeg har delt mere og mere omkring vores rejse som barnløse samt den sorg, fortvivlelse og det generelle følelsesmæssige kaos, der følger med. Det er ikke en dans på roser, eller en "lille kort smuttur" som vi håbede, det ville blive. Vores verden er brast af flere omgange, og vi har samlet hinanden op, støttet os til hinanden og holder stadig ud. Men det er godt nok hårdt. Hårdere end jeg turde frygte, det kunne blive.
På trods for at vi allerede startede på vores baby-projekt for halvandet år siden, er det ikke lykkes os endnu. Derfor har vi været igennem mange tjek ved lægen og på sygehuset, og er stadig igang. Indtil nu har alle mine tal mv. set fine ud. Med undtagelse af én scanning, der faktisk var for noget helt andet. Måske nogle af jer kan huske min post omkring min hoftescanning. På billedet var der en masse cyster på mine æggestokke, der akkurat og var med på scanningen, og nogle af dem var ret store. Efter lægens forklaring, kunne dette betyde, at jeg ikke kunne blive gravid, og jeg var knust. Jeg brød helt sammen. Det skulle naturligvis undersøges nærmere, og med en stor klump i halsen, skulle jeg til endnu en scanning. Denne scanning viste, at alt var i skønneste orden, og at der ingen cyster var. De to læger fortalte mig, at det sikker bare havde været æggeblærer, der kunne ses af billedet, og at den forrige læge ikke skulle have skræmt mig på den måde. Det de nu kunne se, så rigtig fint ud, og de forklarede, at det kun var en fordel, at der var så mange æggeblærer, hvis jeg ville være gravid snart.
Indtil da havde vi ikke talt med lægen omkring vores babyprojekt - og det er efterhånden et halvt år siden - hvis ikke mere. Så nu hvor vi havde forsøgt i lidt overe et år, fik jeg overtalt T til, at det var tid til, at vi talte med lægen. Indtil nu havde T ikke set det problematiske i, at vi det endnu ikke var lykkedes os at blive gravide. Han tænkte, det var meget normalt. Men efter vores første lægekonsultation hvor lægen fortalte, at 80% der forsøger bliver gravide indenfor det første år, forstod han, at vores situation ikke var helt så normal igen. Og så begyndte prøverne..
Som sagt har alle mine prøver indtil nu været fine, men det tyder på, at der stadig er lang vej igen. Når jeg søger rundt på nettet og læser og andres beretninger, får jeg en fornemmelse af, at vores læge er meget grundig. Hvilket naturligvis er godt. Men hvor andre ville være begyndt fertilitetsbehandling nu, ser det ud til, at vores læge ønsker at tjekke os igennem for alt tænkeligt, og igen, det er jeg glad for - men samtidig kan jeg også godt se, at vores forløb trækker længere og længere..
I sådan en situation som denne er det oftest kvinden, der skal igennem et flertal af undersøgelser, da der er flere faktorer hos hende, der skal spille sammen, førend et æg kan befrugtes, finde sin vej og sætte sig fast. Så jeg har nu flere af diverse undersøgelser på sygehuset booket i kalenderen allerede, og der er ofte noget ventetid, desværre. Manden får som oftest bare tjekket sin sædkvalitet, og det er det hele. T fik naturligvis også tjekket sin, og her fik vi et chok. Lægen gav os besked om, at vi skulle gøre os nogle overvejelser om at "få hjælp" til befrugtning, da alle hans tal faktisk ser rigtig skidte ud. Det kom fuldstændig bag på mig. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg havde slet ikke overvejet, at der kunne været noget i vejen med "ham". Han er så sund, aktiv og fejler absolut intet. Det har han aldrig gjort, og han gør bare alt det rigtige - bedre end man kunne håbe på. Så det kom helt bag på mig.. og på ham. Og endnu ved vi ikke, om der potentielt også kan være noget med eks. passagen i mine æggeledere osv., hvilket jeg stadig skal tjekket for. Så pt. er vores odds rigtig dårlige, og der er ikke ord for, hvor ondt det gør at vide.
Vi har naturligvis allerede googlet nettet tyndt for de forskellige muligheder, og det har nok kun gjort ondt værre. Jeg kan slet ikke forlig mig med tanken om, hvor "uromantisk" det er med de forskellige behandlingsmuligheder - for ikke at tale om, at vores chancer stadig, med de forskellige behandlinger, er meget lave.
Vi forsøger som sagt at holde hovederne højt. Men det er svært, og jeg er bare så glad for, at vi har hinanden igennem det her. Vi kan kun håbe på, at fremtiden vil bringe os lykke og "gode nyheder". 2019 må meget gerne blive vores år, og vi tror og håber stadig. Det er vi nødt til.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar