Dårlig samvittighed og sygdom

Jeg har været oppe siden 6:30, fordi jeg regnede med, at jeg skulle på job i dag. Men jeg måtte melde mig syg. Jeg har ikke fået det bedre siden igår, tværtimod. Og det duer ikke at sidde syg og dårlig på jobbet, så jeg besluttede at lytte til min krop og blive hjemme. Jeg hader virkelig at måtte melde mig syg. Jeg tænker altid: "Jeg kan godt lige klare det, når nu det mest bare er at sidde ned".. men sådan er det jo ikke helt. Der er også cykelturen frem og tilbage og så er man jo på hele tiden. Hovedet har også brug for ro, når man har det dårligt og det duer heller ikke at sidde og fryse og svede, fryse og svede samt at rende frem og tilbage efter lommetørklæder og te hele tiden. Dertil er der jo også risikoen for at smitte kollegerne.

Nu hvor jeg ligger syg herhjemme, har jeg også tænkt, at så burde jeg få ordnet nogle af de ting, jeg ikke har tid til i hverdagen. Bl.a. skal jeg et smut forbi lægen og tale om nogle symptomer, jeg desværre tror peger i retningen af migræne. Men på online-booking siden kan jeg se, at lægen ingen tider har, så det er jo 'lige fedt'. Måske jeg burde tage mig sammen til at prøve at ringe derop og høre ad? Men så tænker jeg igen; så skal jeg stadig ud og cykle i kulden og jeg vil ikke udsætte mig for mulige 'farer' for at blive endnu mere syg, eller at sygdommen trækker i langdrag. Det er lidt det samme i ft., at jeg virkelig skal have lavet min cykel og cykelværkstedet har ikke åbent, inden jeg møder til daglig og når at lukke, inden jeg får fri hver dag. Så det kunne jeg også godt tænke mig at få klaret.

Og så er der jo en masse læsning i ft. Uni, som det kunne være rigtig dejligt at nå et godt stykke med. Men så omvendt, så er det virkelig heller ikke lige, hvad mit hoved trænger til lige nu. Så kan i se mine dilemmaer? Det er en dårlig samvittighed over at blive hjemme, en dårlig samvittighed over ikke at få klaret de 'praktiske ting' jeg ikke ellers kan i hverdagen og en dårlig samvittighed over ikke at slappe ordentligt af når nu jeg er syg.

Er jeg den eneste, der har det på denne måde, når sygdommen rammer?